top of page
  • Forfatters billedeTine Frisk

EFEU - HEDERA HELIX.

Opdateret: 14. nov. 2022

Efeuen er en af de mere klassiske planter i hjemmet, med sine lange flotte ranker vil denne plante pynte i dit hjem og skabe et skønt udtryk hvor end den får lov at udfolde sig.

Planten kendes herhjemme bedst som Efeu, som i virkeligheden er det tyske navn, på dansk kaldes den Vedbend.


Planten er hjemmeboende i Danmark, og er nærmest en klassiker i de danske hjem, og har været en udbredt stueplante hos mange, inden vi begyndte at interessere os for de mere specielle og subtropiske planter. Jeg husker den selv fra mine bedsteforældres hjem, og den har sådan en lidt hyggelig Mormor- stemning over sig.

 

Efeuen er vildtvoksende herhjemme og betragtes desværre ofte som en invasiv art i haver, da den den hurtigt vil brede sig og overtage områder, hvis ikke den holdes nede.


Til gengæld fungerer den godt som bunddække i haver, da den dominerende holder ukrudt væk.


Jeg elsker selv hvordan den klatrer og besidder mure og plankeværk rundt omkring. Den får lov at brede sig som den vil i min have, selvom jeg ved alle, ikke deler den holdning.


Heldigvis fungerer denne klatrene lian, også som smuk og dekorativ stueplante, og den er nem at flytte indenfor ved at tage skud fra haven og plante i en potte.


 

FORMERING

Vil du tage stiklinger af Efeu, kan det gøres på flere måder.

Enten ved rod deling, eller ved at klippe et stykke af din Efeu, fjerne de nederste blade og sætte i vand til den har slået rødder. Man kan også sætte afklippet direkte i fugtig jord, det har jeg dog ikke selv haft held med.


En anden og mere alternativ måde, er at stille en potte med muld ved siden af din Efeu, og stikke en af "armene" i jorden. Vand jævnligt, når der er slået rødder i nabo potten kan du klippe den fri af moderplanten.

 

PASNING AF EFEU


Efeuen er perfekt til husets lidt køligere rum, og vil gerne stå lyst men ikke i direkte sol . Planten placeres bedst i rum uden direkte sol, og høj luftfugtighed fx. på badeværelset.

Vand regelmæssigt, så jorden ikke når at tørre helt ud, men pas på med overvanding, da den er lidt sart over for, for meget vand.

Når planten bor i en lukket potte frem for i naturen, har den svært ved at få vandet fra rødderne, som derfor vil rådne ved overvanding.

Jeg løser dette ved at vande i underskålen, og har blandet min jordblanding med perlite, som skaber luft omkring rødderne så vandet nemmere kan løbe fra.


 

Efeu er en smuk og nem stueplante der hurtigt vokser sig stor og fyldig med de rette forhold. Generelt er jeg vild med hængeplanter, som kan nydes krybende langs væggen eller hængene fra en hylde eller loftet, det skaber en hel unik udstråling. Så snyd ikke dig selv for at lade denne fine sag flytte ind.


Mange vælger at binde Efeuen op på en rund bøjle. Personligt syntes jeg det er synd, og kan bedre lide det vilde naturlige look, og lader dem derfor vokse og klatre, som det passer dem.



 

5 HURTIGE OM EFEU

- Planten er en af de mest luftrensende planter du kan have i hjemmet, og kan blandt andet fjerne svampesporrer i luften.


- Planten og dens bær er giftige.


- Vildlevende, er planten grøn året rundt.


- Planten vil med tiden blomstre, dog først når de er 8-10 år gamle.


- Efeu med brogede blade, hvor de er både hvide og grønne, kræver mere lys end den helt grønne udgave.


 

138 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

KAKTUS

bottom of page